Det er nemt nok at blive muslim og tager ret
beset kun et øjeblik.
Helt forsimplet skal du tage et grundigt bad, hoppe i noget rent
tøj og aflægge dit løfte til gud:
»Ash-hadu an la ilaha illa-Allah wa ash-hadu anna Muhammadan
rasul-Allah«, skal du sige ifølge islam.dk. Og så skal du
selvfølgelig have en stærk tro og helst have studeret islamisk
litteratur.
Ny forening
Det er straks sværere at forlade islam. Hvis man enten ønsker at
konvertere til en anden religion eller leve som ateist, er man
en såkaldt apostat. Det er forbudt ifølge Koranen og kan i
værste fald medføre dødsstraf.
Nu har en gruppe skandinaviske eks-muslimer fået nok og stifter
i dag en ny forening under parolen: ’We have left the
religion!’.
De optræder med navn og billede på en plakat og kalder sig selv
for ikke-troende mennesker.
Klokken elleve i dag holder de pressemøde i Stockholm.
»Må ikke gribe ind i den personlige frihed«
Blandt initiativtagerne er Morad Sheixi. Han er iraner,
kommunist og bor i Horsens sammen med sin kone og datter. Han er
imod muslimske tørklæder og alt andet, der symboliserer religion
i det offentlige rum.
»Jeg tror ikke på religion. Og det er farligt at sige højt. Men
nu står jeg frem offentligt for at få skabt en diskussion om
politisk islam og muslimske organisationer. Meningen med
foreningen er, at religion ikke må gribe ind i den personlige
frihed«, siger Morad Sheixi.
Han holder dog fast i, at det ikke er religion som sådan, han
har noget imod. Han tror bare ikke selv på nogen gud. Men skulle
hans datter en dag fortælle ham, at hun vil leve som muslim, har
han ikke noget imod det, hævder han.
»Religion hører til ens privatliv. Min datter er nu 14 år gammel,
og jeg har sagt til hende, at hun må tro på lige det, hun vil«,
siger han.
Hovedkvarter i Stockholm
I Tyskland har foreningen ’Committee of Ex-muslim’ allerede 200
medlemmer og håbet er, at endnu flere skandinaviske eks-muslimer
vil følge trop.
Den skandinaviske afdeling får hovedkvarter i Stockholm. Afsaneh
Vahdat, der er svensk talsperson, fortæller, at behovet for
foreningen er stort, og at hun er blevet »kimet ned de sidste
dage« af personer fra blandt andet Iran, Irak og Marokko.
I Islamisk trossamfund på Dortheavej i København har man aldrig
oplevet, at et medlem ønskede at forlade trossamfundet og islam,
siger medlem af medieudvalget Kasem Said Ahmad.
Betragtes som forræddere
Han erkender, at afhoppere bliver betragtet som forrædere og
syge mennesker.
Og skulle et medlem begynde at tvivle på sin tro, vil man fra
trossamfundets side forsøge at omvende personen igen.
Han vil ikke tage afstand fra, at det i nogle lande er forbundet
med risiko for dødsstraf at forlade islam.
»Vi har ikke lyst til at tage afstand eller ikke tage afstand,
fordi dødsstraf er blevet en målestok for, om muslimer i Danmark
er integrerede eller ej. Det gider jeg ikke være med til«, siger
Kasem Said Ahmad.
Men så er der vel ikke noget at sige til, hvis danske
muslimer er bange for at sige, at de ikke længere tror på Gud?
»Det ved jeg ikke noget om«, siger Kasem Said Ahmad og afbryder
venligt, men bestemt samtalen.
Forening i frihedskamp
Adjunkt i Arabisk og islamiske studier Irmeli Perho fra Aarhus
Universitet tror egentlig ikke, der er det store behov for den
nystiftede eks-muslim-forening.
Hun ser mere den ny forening som en frihedskamp.
»I islamisk lov har man ideen om aposti, og historisk har man
ikke kunnet forlade islam. Men i dag sker der ikke nødvendigvis
noget. Derfor tror jeg, foreningens formål er at udfordre ideen
om aposti. Ved at stå frem understreger de kravet om frihed til
at stå frem«, siger Irmeli Perho.

