Islam i Europa. Hvordan skal europæiske politikere forholde sig til den nye bevægelse af frafaldne muslimer, som skyder op i hele Europa? Overfaldet på en ung, eksmuslimsk lokalpolitiker har kastet Holland ud i et nyt opgør med islam.
Den hollandske hedning
Af ANNA LIBAK
- 33, 17. – 23. august 2007
Det hele startede i april ved et tilfælde. Den 22-årige Ehsan Jami var blevet inviteret ind som gæst i tv-programmet Schepper & Co., hvor han skulle diskutere religionsfrihed.
Selv om de fleste hollændere på det tidspunkt aldrig havde hørt om ham, var han på mange måder en drøm af en tv-gæst.
For som han sad der på skærmen, sortlokket, charmerende, med kløft i hagen, personificerede han ikke kun det kanonvalg, som det hollandske arbejderparti PvdA havde haft blandt de muslimske vælgere ved lokalvalgene i marts 2006. Nej, fremfor alt var han en triumf for hollandsk integrationspolitik: hans familie var først kommet fra Iran til Holland i 1994, og i en alder af bare 22 år var han allerede indvalgt i Leidschendam-Voorburgs bystyre. Nu sad han i tv og forfægtede retten til religionsfrihed for alle, også muslimer! Det åbne samfund havde sat en smuk blomst.
Men derved blev det ikke. For til stede var også den berømte journalist Micheil Hegener fra NRC Handelsblad, og i programmet fortalte han om en ny komité for eks-muslimer, der var blevet stiftet i Tyskland. Den kæmpede for retten til apostasi i islam, afsværgelse af troen, hvilket i enkelte muslimske lande straffes med døden eller med fængsel, og i så godt som alle muslimske lande fører til social udstødelse og isolation. Ehsan Jami fik en lys idé. Han ville lave en hollandsk komité for eksmuslimer.
Og så gik det stærkt. Utrolig stærkt.
»Det næste, der sker, er, at Jami få uger efter programmet dukker op i offentligheden, omgivet af det samme hold af neokonservative rådgivere, som omgav Ayaan Hirsi Ali,« fortæller Nausicaa Marbe, forfatter og skribent ved dagbladet Volkskrant. »Det er folk, som den iranske professor Afshin Ellian, og retsfilosoffen Paul Cliteur. Og så er det klart, at Arbejderpartiet, som Jami repræsenterer, går totalt i panik.«
Ifølge Nausicaa Marbe fik desperationen hos Arbejderpartiet kun yderligere næring hen over sommeren, hvor Jami snart sagt alle vegne erklærede sin dybe afsky for profeten Muhammed, som han hævdede var kriminel og en slyngel af samme kaliber som Osama bin Laden.
Inden udgangen af juni måned havde alle hollændere hørt om Ehsan Jami.
Hollandsk presse fik nu færten af, at Arbejderpartiet havde forsøgt at appellere til Ehsan Jami om at tage hensyn til følelserne hos partiets store muslimske vælgerskare. Det fik den stik modsatte effekt. Ehsan Jami sammenlignede sig selv med den somalisk-fødte Ayaan Hirsi Ali, der i begyndelsen af sin politiske karriere forlod Arbejderpartiet til fordel for det liberale parti VVD, fordi hun følte sig svigtet af partiet i sin kamp mod kvindeundertrykkelse i islam. Jami har indtil videre bedyret, at han modsat Hirsi Ali er besluttet på at ændre partiet indefra, men har dog sagt ja til et møde med VVDs leder Mark Rutte, der vil tage imod ham med åbne arme.
For snart to uger siden kulminerede skandalen så, da Ehsan Jami den første lørdag i august blev slået ned på åben gade uden for supermarkedet nær sit hjem i Voorburg. Tre mænd, to af marokkansk og en af somalisk herkomst, tævede løs på ham, mens skældsord som »beskidte homo« og »forræder« føg gennem luften. Ehsan Jami har nu fået bodyguards.
Lige siden har hollænderne indædt diskuteret, om Jami er en provokatør eller en frihedshelt – og om hans bevægelse af eksmuslimer, der har søsterorganisationer i Danmark, Storbritannien, Tyskland, Finland, Norge og Sverige, er udtryk for den sorteste, islamhadske reaktion eller for en spirende sekularisering af Europas muslimer.
Aldrig været muslim
For den hollandske forfatter og journalist Paul Scheffer er der ingen tvivl. Ehsan Jami er værd at forsvare. »Selvfølgelig er det legitimt at diskutere, om det er hensigtsmæssigt at fremsætte så skarpe udtalelser om islam og profeten Muhammed,« siger han over telefonen fra Frankrig. »Men det giver kun mening at diskutere det, så længe diskussionen er fri. Når fundamentalisterne griber til vold, som de har gjort ved at overfalde Jami, så er diskussionen ikke fri længere. Truslen mod det frie ord betyder, at det bliver underordnet, om han udtrykker sig smagfuldt: stillet over for forsøget på at kue ham til tavshed, er vi tvunget til at tage ham i forsvar,« siger Scheffer. Og tilføjer, at han af samme grund synes, at Arbejderpartiets leder, finansminister Wouter Bos reagerede alt for sendrægtigt og uldent på overfaldet af Jami. Der gik flere dage efter overfaldet, før Bos bekendtgjorde, at »Arbejderpartiet entydigt vil forsvare den enkeltes ret til at opgive troen, om troen så er islam, men at Arbejderpartiet ikke kan støtte en komité, der tror, at den kan fremme en sådan ret ved at fornærme og såre folk på grund af deres tro.« Scheffer er ikke i tvivl om, at Wouter Bos vejer sine ord på en guldvægt af hensyn til de muslimske vælgere, der ved lokalvalgene sikrede Arbejderpartiet flertal i de store hollandske byer som Amsterdam og Rotterdam.
Men argumentet om vælgeropportunisme er simpelthen for billigt. Det siger Rene Cuperus fra Wiardi Beckmann-instituttet, Arbejderbevægelsens tænketank. Han er gammel kollega til Hirsi Ali, der var ansat ved instituttet som juniorforsker i 2001 forud for sin politiske karriere.
»Man vil gøre det her spørgsmål til Arbejderpartiets problem. Men det er ikke partiets problem. Det er hele Europas problem,« siger han. »Sagen er, at vi jo alle er enige om, at religionsfrihed – herunder retten til at frasige sig sin tro – er en europæisk værdi. Den står eksplicit indskrevet i Arbejderpartiets nyeste værdiprogram fra 2002, som jeg selv har været med til at formulere. Så på det punkt er vi helt enige med Jami. Men spørgsmålet er, om Arbejderpartiet også skal være platform for en bevægelse af eksmuslimer, der lægger op til et bredt opgør med islam på baggrund af udvalgte sentenser i Koranen og sharialoven. Det tror jeg ikke. Det vil kræve, at vi ligesom Jami nærstuderer Koranen og sharia. Og ærligt talt, er det en uskik, at hele Europa nærstuderer muslimsk teologi for at tage stilling til tidens politiske spørgsmål. Jeg gider ikke, og jeg vil ikke! Vi har også mange borgere fra Surinam (del af Hollands tidligere koloniimperium i Sydamerika, red.), der tror på alskens mærkelig magi fra Caribien. Skal jeg også forholde mig kritisk til deres tågede forestillinger? Vel skal jeg ej! Jeg skal argumentere ud fra vores egne principper. Vi støtter trosfrihed, både retten til at tro på islam og til at holde op med det. Da vores parti, som indtil halvtredserne var stærkt ateistisk, begyndte at optage katolikker og protestanter, krævede vi jo heller ikke, at disse mennesker skulle holde op med at være kristne.«
Men ifølge Cuperus er der også en anden grund til, at Arbejderpartiet er forbeholdent over for Jami. Man har en mistanke om, at han måske er den forkerte fyr med den rette sag.
»Der har jo været rejst tvivl om, hvorvidt Jami nogensinde selv har været muslim; ja om hans forældre har«, siger Cuperus og henviser muligvis til, at Jamis far som læge i Iran benyttede sin privilegerede position til at få fritaget sønnen fra koranskole. »I hvert fald kan man sige, at det havde været bedre, hvis det var en troende muslim, ja endda en imam, som havde forfægtet muslimers ret til at opgive troen, hvis de ville.«
– Er det også et problem, at han er iraner, og dermed ikke repræsentativ? Som jeg har forstået det, er der flest tyrkere og marokkanere blandt muslimerne i Holland?
»Det kan du sige. Vi har henved en million muslimer i Holland, 5-6 procent af befolkningen, de fleste tyrkere og marokkanere. Mange respekterede ikke Hirsi Ali, fordi hun var en sort kvinde; og de respekterer ikke Jami, fordi han er iraner. Men på den anden side: Junior-socialminister Ahmed Aboutaleb fra Arbejderpartiet er af marokkansk baggrund og har også blik for de undertrykkende sider af islam. Men han har altså brug for fem bodyguards og er på al-Qaedas dødsliste. Så den rette etniske baggrund er ikke nogen garanti for respekt.«
Håb for muslimer
Ifølge Nausicaa Marbe fra Volkskrant er det ligegyldigt for diskussionen, hvem Jami er.
»Det skal slet ikke gøres til en diskussion om hans personlige kvaliteter, for de er ligegyldige,« siger hun med overbevisning. »Efter min mening er Jami en intellektuel nobody, som ikke besidder Hirsi Alis format, hvilket formodentlig også er grunden til, at han holder sig borte fra pressen. Han siger selv, at han skriver en bog og laver en film om islams anstrengte forhold til homoseksualitet, men i en situation, hvor vi alle sammen vildt og inderligt diskuterer frafald i islam på baggrund af hans komité, kunne man vel vente, at han formulerede en strategi. Men Jami har foreløbig kun gjort sig bemærket ved sin Muhammed-bashing, og desuden ved – i nogles øjne – at være meget ung og attraktiv.«
Nej, siger Nausicaa Marbe, det centrale er ikke Jami, men den debat, som han har fremprovokeret – som arvtager til Hirsi Ali. Den kan betyde et gennembrud i sekulariseringen af muslimer i Holland.
»For første gang nogensinde er aviserne proppet med læserbreve fra muslimer i Holland, der vil have gjort op med totalitær islam,« siger hun. »Det er helt nyt. De støtter faktisk Jami, og det er ikke kun iranere. Og for første gang danner disse muslimer fælles front med de dele af Arbejderpartiet, som er dødtrætte af den politiske korrekthed i partiets ledelse. Det er folk, som har forstået, at problemet ikke går væk, fordi vi undlader at diskutere det. Kun hvis vi konfronterer spørgsmål om frafald fra islam, og gør det fuldstændig klart, at trosfrihed er en lovfæstet rettighed i Holland, kan vi lægge grunden til en europæisering af vores muslimer. Jeg var til stede ved en koncert i Berlin den nat i november 89, da Muren faldt, og jeg husker, at folk dansede rundt og sagde, at det hele garanteret var som før om nogle uger. Og jeg tænkte, nej, det bliver aldrig det samme igen. Det er nøjagtig den samme følelse, jeg har nu. Bare vent, det kommer også i Skandinavien. I kan lige så godt begynde at overveje, hvad I vil gøre for at beskytte jeres frafaldne.«
Skandinaviske muslimer
Og de ord er som talt ud af munden på den danske talsmand for Centralrådet af eksmuslimer i Skandinavien, Murad Sheixi, der ligesom Ehsan Jami har iransk baggrund. Han siger over en telefon fra Horsens, så vidt jeg forstår hans danske, at han har bedt kommunen om at hjælpe sig med at finde et hus på et hemmeligt sted, men at kommunen er ligeglad. På mail meddeler han, at overfaldet på Ehsan Jami har skræmt ham, og han vil hverken svare på, hvor mange medlemmer, der er i Danmark, eller hvem de er. Men vistnok tror han stadig på, at organisationen bliver til noget om nogle måneder.
Anderledes positiv lyder en af organisationens svenske talsmænd, den iransk-fødte Afsaneh Vahdat, der end ikke har hørt om overfaldet på Ehsan Jami. Hun afkræfter, at der skulle være brug for beskyttelse i Sverige. »Vi har omkring trehundrede medlemmer nu, de fleste iranere, og det er for mange til, at vi for alvor kan føle os truet. Den enkelte drukner i mængden,« siger hun.
Hun har ikke nogen forklaring på, hvorfor netop iranerne synes at være så stærkt repræsenteret i bevægelsen i flere lande. »Jeg tror, at vi får medlemmer med mere varieret etnisk baggrund, så snart vi har lanceret organisationen officielt på bogmessen i Göteborg i efteråret,« siger hun. »Men nej, jeg ved ikke, hvorfor der er så mange iranerne.«
Det har forfatteren Paul Scheffer til gengæld et bud på. »Mange af dem kommer fra intellektuelle familier, der flygtede fra ayatollah Khomeinis totalitære regime. Det er klart, at de har nogle andre forudsætninger end de tyrkere, der kom til Europa som gæstearbejdere. På den anden side skal man ikke trække den pointe for vidt. Tænk på, at den dame, som har betydet allermest for diskussionen af islam i Europa, er somalier.«
Og netop den dame, som mange hollændere anser for at være de frafaldnes sande åndelige leder, har hørt om overfaldet på Jami. Fra Washington udtalte Hirsi Ali i denne uge sin uforbeholdne støtte til Jamis kamp mod »barbarerne«.
Af ANNA LIBAK
- 33, 17. – 23. august 2007
Det hele startede i april ved et tilfælde. Den 22-årige Ehsan Jami var blevet inviteret ind som gæst i tv-programmet Schepper & Co., hvor han skulle diskutere religionsfrihed.
Selv om de fleste hollændere på det tidspunkt aldrig havde hørt om ham, var han på mange måder en drøm af en tv-gæst.
For som han sad der på skærmen, sortlokket, charmerende, med kløft i hagen, personificerede han ikke kun det kanonvalg, som det hollandske arbejderparti PvdA havde haft blandt de muslimske vælgere ved lokalvalgene i marts 2006. Nej, fremfor alt var han en triumf for hollandsk integrationspolitik: hans familie var først kommet fra Iran til Holland i 1994, og i en alder af bare 22 år var han allerede indvalgt i Leidschendam-Voorburgs bystyre. Nu sad han i tv og forfægtede retten til religionsfrihed for alle, også muslimer! Det åbne samfund havde sat en smuk blomst.
Men derved blev det ikke. For til stede var også den berømte journalist Micheil Hegener fra NRC Handelsblad, og i programmet fortalte han om en ny komité for eks-muslimer, der var blevet stiftet i Tyskland. Den kæmpede for retten til apostasi i islam, afsværgelse af troen, hvilket i enkelte muslimske lande straffes med døden eller med fængsel, og i så godt som alle muslimske lande fører til social udstødelse og isolation. Ehsan Jami fik en lys idé. Han ville lave en hollandsk komité for eksmuslimer.
Og så gik det stærkt. Utrolig stærkt.
»Det næste, der sker, er, at Jami få uger efter programmet dukker op i offentligheden, omgivet af det samme hold af neokonservative rådgivere, som omgav Ayaan Hirsi Ali,« fortæller Nausicaa Marbe, forfatter og skribent ved dagbladet Volkskrant. »Det er folk, som den iranske professor Afshin Ellian, og retsfilosoffen Paul Cliteur. Og så er det klart, at Arbejderpartiet, som Jami repræsenterer, går totalt i panik.«
Ifølge Nausicaa Marbe fik desperationen hos Arbejderpartiet kun yderligere næring hen over sommeren, hvor Jami snart sagt alle vegne erklærede sin dybe afsky for profeten Muhammed, som han hævdede var kriminel og en slyngel af samme kaliber som Osama bin Laden.
Inden udgangen af juni måned havde alle hollændere hørt om Ehsan Jami.
Hollandsk presse fik nu færten af, at Arbejderpartiet havde forsøgt at appellere til Ehsan Jami om at tage hensyn til følelserne hos partiets store muslimske vælgerskare. Det fik den stik modsatte effekt. Ehsan Jami sammenlignede sig selv med den somalisk-fødte Ayaan Hirsi Ali, der i begyndelsen af sin politiske karriere forlod Arbejderpartiet til fordel for det liberale parti VVD, fordi hun følte sig svigtet af partiet i sin kamp mod kvindeundertrykkelse i islam. Jami har indtil videre bedyret, at han modsat Hirsi Ali er besluttet på at ændre partiet indefra, men har dog sagt ja til et møde med VVDs leder Mark Rutte, der vil tage imod ham med åbne arme.
For snart to uger siden kulminerede skandalen så, da Ehsan Jami den første lørdag i august blev slået ned på åben gade uden for supermarkedet nær sit hjem i Voorburg. Tre mænd, to af marokkansk og en af somalisk herkomst, tævede løs på ham, mens skældsord som »beskidte homo« og »forræder« føg gennem luften. Ehsan Jami har nu fået bodyguards.
Lige siden har hollænderne indædt diskuteret, om Jami er en provokatør eller en frihedshelt – og om hans bevægelse af eksmuslimer, der har søsterorganisationer i Danmark, Storbritannien, Tyskland, Finland, Norge og Sverige, er udtryk for den sorteste, islamhadske reaktion eller for en spirende sekularisering af Europas muslimer.
Aldrig været muslim
For den hollandske forfatter og journalist Paul Scheffer er der ingen tvivl. Ehsan Jami er værd at forsvare. »Selvfølgelig er det legitimt at diskutere, om det er hensigtsmæssigt at fremsætte så skarpe udtalelser om islam og profeten Muhammed,« siger han over telefonen fra Frankrig. »Men det giver kun mening at diskutere det, så længe diskussionen er fri. Når fundamentalisterne griber til vold, som de har gjort ved at overfalde Jami, så er diskussionen ikke fri længere. Truslen mod det frie ord betyder, at det bliver underordnet, om han udtrykker sig smagfuldt: stillet over for forsøget på at kue ham til tavshed, er vi tvunget til at tage ham i forsvar,« siger Scheffer. Og tilføjer, at han af samme grund synes, at Arbejderpartiets leder, finansminister Wouter Bos reagerede alt for sendrægtigt og uldent på overfaldet af Jami. Der gik flere dage efter overfaldet, før Bos bekendtgjorde, at »Arbejderpartiet entydigt vil forsvare den enkeltes ret til at opgive troen, om troen så er islam, men at Arbejderpartiet ikke kan støtte en komité, der tror, at den kan fremme en sådan ret ved at fornærme og såre folk på grund af deres tro.« Scheffer er ikke i tvivl om, at Wouter Bos vejer sine ord på en guldvægt af hensyn til de muslimske vælgere, der ved lokalvalgene sikrede Arbejderpartiet flertal i de store hollandske byer som Amsterdam og Rotterdam.
Men argumentet om vælgeropportunisme er simpelthen for billigt. Det siger Rene Cuperus fra Wiardi Beckmann-instituttet, Arbejderbevægelsens tænketank. Han er gammel kollega til Hirsi Ali, der var ansat ved instituttet som juniorforsker i 2001 forud for sin politiske karriere.
»Man vil gøre det her spørgsmål til Arbejderpartiets problem. Men det er ikke partiets problem. Det er hele Europas problem,« siger han. »Sagen er, at vi jo alle er enige om, at religionsfrihed – herunder retten til at frasige sig sin tro – er en europæisk værdi. Den står eksplicit indskrevet i Arbejderpartiets nyeste værdiprogram fra 2002, som jeg selv har været med til at formulere. Så på det punkt er vi helt enige med Jami. Men spørgsmålet er, om Arbejderpartiet også skal være platform for en bevægelse af eksmuslimer, der lægger op til et bredt opgør med islam på baggrund af udvalgte sentenser i Koranen og sharialoven. Det tror jeg ikke. Det vil kræve, at vi ligesom Jami nærstuderer Koranen og sharia. Og ærligt talt, er det en uskik, at hele Europa nærstuderer muslimsk teologi for at tage stilling til tidens politiske spørgsmål. Jeg gider ikke, og jeg vil ikke! Vi har også mange borgere fra Surinam (del af Hollands tidligere koloniimperium i Sydamerika, red.), der tror på alskens mærkelig magi fra Caribien. Skal jeg også forholde mig kritisk til deres tågede forestillinger? Vel skal jeg ej! Jeg skal argumentere ud fra vores egne principper. Vi støtter trosfrihed, både retten til at tro på islam og til at holde op med det. Da vores parti, som indtil halvtredserne var stærkt ateistisk, begyndte at optage katolikker og protestanter, krævede vi jo heller ikke, at disse mennesker skulle holde op med at være kristne.«
Men ifølge Cuperus er der også en anden grund til, at Arbejderpartiet er forbeholdent over for Jami. Man har en mistanke om, at han måske er den forkerte fyr med den rette sag.
»Der har jo været rejst tvivl om, hvorvidt Jami nogensinde selv har været muslim; ja om hans forældre har«, siger Cuperus og henviser muligvis til, at Jamis far som læge i Iran benyttede sin privilegerede position til at få fritaget sønnen fra koranskole. »I hvert fald kan man sige, at det havde været bedre, hvis det var en troende muslim, ja endda en imam, som havde forfægtet muslimers ret til at opgive troen, hvis de ville.«
– Er det også et problem, at han er iraner, og dermed ikke repræsentativ? Som jeg har forstået det, er der flest tyrkere og marokkanere blandt muslimerne i Holland?
»Det kan du sige. Vi har henved en million muslimer i Holland, 5-6 procent af befolkningen, de fleste tyrkere og marokkanere. Mange respekterede ikke Hirsi Ali, fordi hun var en sort kvinde; og de respekterer ikke Jami, fordi han er iraner. Men på den anden side: Junior-socialminister Ahmed Aboutaleb fra Arbejderpartiet er af marokkansk baggrund og har også blik for de undertrykkende sider af islam. Men han har altså brug for fem bodyguards og er på al-Qaedas dødsliste. Så den rette etniske baggrund er ikke nogen garanti for respekt.«
Håb for muslimer
Ifølge Nausicaa Marbe fra Volkskrant er det ligegyldigt for diskussionen, hvem Jami er.
»Det skal slet ikke gøres til en diskussion om hans personlige kvaliteter, for de er ligegyldige,« siger hun med overbevisning. »Efter min mening er Jami en intellektuel nobody, som ikke besidder Hirsi Alis format, hvilket formodentlig også er grunden til, at han holder sig borte fra pressen. Han siger selv, at han skriver en bog og laver en film om islams anstrengte forhold til homoseksualitet, men i en situation, hvor vi alle sammen vildt og inderligt diskuterer frafald i islam på baggrund af hans komité, kunne man vel vente, at han formulerede en strategi. Men Jami har foreløbig kun gjort sig bemærket ved sin Muhammed-bashing, og desuden ved – i nogles øjne – at være meget ung og attraktiv.«
Nej, siger Nausicaa Marbe, det centrale er ikke Jami, men den debat, som han har fremprovokeret – som arvtager til Hirsi Ali. Den kan betyde et gennembrud i sekulariseringen af muslimer i Holland.
»For første gang nogensinde er aviserne proppet med læserbreve fra muslimer i Holland, der vil have gjort op med totalitær islam,« siger hun. »Det er helt nyt. De støtter faktisk Jami, og det er ikke kun iranere. Og for første gang danner disse muslimer fælles front med de dele af Arbejderpartiet, som er dødtrætte af den politiske korrekthed i partiets ledelse. Det er folk, som har forstået, at problemet ikke går væk, fordi vi undlader at diskutere det. Kun hvis vi konfronterer spørgsmål om frafald fra islam, og gør det fuldstændig klart, at trosfrihed er en lovfæstet rettighed i Holland, kan vi lægge grunden til en europæisering af vores muslimer. Jeg var til stede ved en koncert i Berlin den nat i november 89, da Muren faldt, og jeg husker, at folk dansede rundt og sagde, at det hele garanteret var som før om nogle uger. Og jeg tænkte, nej, det bliver aldrig det samme igen. Det er nøjagtig den samme følelse, jeg har nu. Bare vent, det kommer også i Skandinavien. I kan lige så godt begynde at overveje, hvad I vil gøre for at beskytte jeres frafaldne.«
Skandinaviske muslimer
Og de ord er som talt ud af munden på den danske talsmand for Centralrådet af eksmuslimer i Skandinavien, Murad Sheixi, der ligesom Ehsan Jami har iransk baggrund. Han siger over en telefon fra Horsens, så vidt jeg forstår hans danske, at han har bedt kommunen om at hjælpe sig med at finde et hus på et hemmeligt sted, men at kommunen er ligeglad. På mail meddeler han, at overfaldet på Ehsan Jami har skræmt ham, og han vil hverken svare på, hvor mange medlemmer, der er i Danmark, eller hvem de er. Men vistnok tror han stadig på, at organisationen bliver til noget om nogle måneder.
Anderledes positiv lyder en af organisationens svenske talsmænd, den iransk-fødte Afsaneh Vahdat, der end ikke har hørt om overfaldet på Ehsan Jami. Hun afkræfter, at der skulle være brug for beskyttelse i Sverige. »Vi har omkring trehundrede medlemmer nu, de fleste iranere, og det er for mange til, at vi for alvor kan føle os truet. Den enkelte drukner i mængden,« siger hun.
Hun har ikke nogen forklaring på, hvorfor netop iranerne synes at være så stærkt repræsenteret i bevægelsen i flere lande. »Jeg tror, at vi får medlemmer med mere varieret etnisk baggrund, så snart vi har lanceret organisationen officielt på bogmessen i Göteborg i efteråret,« siger hun. »Men nej, jeg ved ikke, hvorfor der er så mange iranerne.«
Det har forfatteren Paul Scheffer til gengæld et bud på. »Mange af dem kommer fra intellektuelle familier, der flygtede fra ayatollah Khomeinis totalitære regime. Det er klart, at de har nogle andre forudsætninger end de tyrkere, der kom til Europa som gæstearbejdere. På den anden side skal man ikke trække den pointe for vidt. Tænk på, at den dame, som har betydet allermest for diskussionen af islam i Europa, er somalier.«
Og netop den dame, som mange hollændere anser for at være de frafaldnes sande åndelige leder, har hørt om overfaldet på Jami. Fra Washington udtalte Hirsi Ali i denne uge sin uforbeholdne støtte til Jamis kamp mod »barbarerne«.
Af ANNA LIBAK
- 33, 17. – 23. august 2007